Date of residence: 1085
Place of residence: Konge af Danmark
Støttede sin halvbror Knud den Hellige, og levede så i landflygtighed


mens deres halvbror Oluf Hunger var konge. Oluf dør 1095, og Erik
bliver så valgt til konge. Heldigvis for ham kom det normale vejr
tilbage, så hungersnøden blev afsluttet. Han fik også venderne
pacificeret, de havde hærget på de danske kyster. Han erobrede Rygen
og Vagriens hovedstad Starigard, og indsatte sin søstersøn Henrik som


vendernes fyrste, Ligesom sin halvbror Knud den hellige, søgte han at


styrke kongemagten, men mere forsigtigt end Knud havde gjort, og mere


heldigt. Ved en rejse til paven i Rom fik han udvirket at Knud blev
kanoniseret (helgenkåret), og at Norden fik sit eget ærkebispesæde i
Danmark (Lund), istedet for at være under Hamburg-Bremen. Det havde
han fået i stand med den svenske og norske konge som han samlede til
et fredsmøde i Konghelle i 1101. Omkostningen var muligvis at
danskerne skulle betale tiende. Han byggede flere kirker (bla i
Slangerup) og Sct Knuds kloster i Odense. Erik drog på pilgrimsrejse
til Jerusalem, som den første konge efter at byen var erobret på det
første korstog. Han rejste gennem Rusland, og besøgte kejseren i
Konstantinopel (Miklagar-ur = Storeby = Istanbul) samt hans garde af
nordiske 'væringer'. Han nåede dog aldrig frem, men døde ved Baffa på


Cypern. Det er Saxo der giver ham tilnavnet 'den evig gode', fordi
han var en vennesæl mand, og desuden høj og flot og veltalende.
Skjalden Markus Skeggjason har forherliget ham i sin 'Eiriksdrapa'.
Til trods for sin religiøse indstilling, havde han mange elskerinder
og udenoms-børn, med sin dronning Bodil fik han kun Knud Lavard.
(Kilde: Dahl & Engelstoft: Dansk Biografisk Håndleksikon. 1920-26)
(Kilde: Salmonsens Konversations Leksikon, 2' udg. 1915-1930)
Fra Steen Thomsens database dec 1997

Konge af Danmark 1095-1103