MPH var som sine brødre en velbegavet, læselysten mand. Ejendommeligt


for ham var hans sjældne hukommelse. Han var uhyre interessant at
tale med, vidste meget og fortalte gerne med liv og lyst om
begivenheder, læste eller oplevede - han var som et levende leksikon -


men havde jo også slægtens præg - det tilbageholdne - over sig,
indlod sig således ikke med nogen udenfor sin nærmeste venne- og
familiekreds, hvis disse da ikke "gjorde begyndelsen".
Der er bevaret en ytring af MPH gående ud på, at han mente at folk i
almindelighed kunne huske, hvad der blev fortalt dem, når blot
vedkommende person virkelig interesserede sig for det, han eller hun
hørte, og han skulle have tilføjet, at han for sit vedkommende
egentlig havade vanskeligere ved "at glemme" end ved "at huske". En
egenskab, som vel præger adskillige Jochumsen'er, men som utvivlsomt
er dem nedlagt i deres natur.
På den anden side kunne et virkeligt fortroligt venskab med deres
medmennesker gro fast for hele livet, og i så fald kunne der være
offervilje overfor disse ud over det almindelige.