Bogholder. Han fik navnet Enok, for som hans mor sagde "D'ed nok nu".


Han var familiens yngste med 3 hel- og 5 halvsøskende, hvoraf den
ældste, Laurits, var 24 År ældre, mens Edith, Ejner og Beth var
henholdsvis 3, 6 og 9 År ældre. Senere flyttede familien på grund af
faderens sygdom til Bækkevang i samme sogn, da Laurits, som ellers
passede landbruget ønskede at se sig om og rejste blandt andet til
Tyskland. Husmandsbruget Bækkevang, som far voksede op på, var meget
lille. Stråtækt bindingsværk med en så lille gårdsplads, at en
hestevogn kun vanskeligt kunne vende i den. Langs indkørslen løb en Å


ca 3 meters bredde, der dengang var ret vandførende og med ganske
dybe huller. Da bruget lå i en lille dalsænkning, var der ret
fugtigt. Legetøj var der ikke meget af, men Lars Sode skar træstumper


fra, når han lavede noget i værkstedet. Så kunne børnene bruge
værktøjet til at lave noget selv. Der var ingen legeplads for mindre
børn, og familien oplevede, at den gamle mormor, Agnethe Margrethe
Larsdatter, der holdt af naturens stilhed og derfor ofte satte sig på


sin udvalgte plads nede ved kanten, druknede. Fattigdommen var stor,
så alle måtte hjælpe til med familiens underhold. Da far var 8 År
blev han indtil sit 14. År sendt ud for at vogte kvæg for en af de
store gårde i Paradisbakkerne. Det var almindeligt for alle
landbodrenge og regnedes ikke for ret meget. Skolegangen var
begrænset til hver anden dag i Østermarie skole i 7 År. Terperi og
klø af spanskrør, var det, der stod tilbage for far, når han fortalte


om det. ( Der kunne vælges mellem et tyndt og tykt spanskrør). Og så
en voldsom og ofte blodig mobning af (vistnok) drengene fra Skovgård.


Da far blev 14 og konfirmeret, var skolegangen slut. Kun en kvindelig


lærer, Marie Nielsen, forstod far og støttede ham i at få en boglig
uddannelse. Men faderen, Lars Hansen Sode, havde aftalt en læreplads
i Rønne, som gartner for ham. De næste År i gartnerlære blev
vanskelige. Gartneren forlangte meget arbejde, men gav kun lidt mad,
så far stjal de nylagte æg og spiste dem rå. Også her kunne faget kun


læres ved klø, hvilket var tilladt dengang. Det ophørte, da far som
16-årig havde tilstrækkelig styrke til at sætte sig til modværge.
Dette skete i et af drivhusene og endte med at et af bordene med
levkøjer væltede og ødelagde en del af glasset i huset. Far blev
aldrig færdiguddannet, idet han som 18-årig (1928) fik gigtfeber.
Familien, som tidligere i 1911 havde mistet Godfred af samme sygdom,
sørgede for at far kom på et sanatorium og fik den rette pleje i ca 1


År. Gartnerfaget havde absolut mistet al tiltrækning, og far
besluttede trods familiens ønske at "emigrere" til København for at
komme til at læse. Det ville koste ca. 3000 kr. Far forsøgte at låne,


men uden uddannelse og arbejde, var garantien for lille. For at rejse


penge tog far erhvervskørekort og blev ansat som herskabschauffør
forskellige steder, bl.a. hos storfyrstinde Olga, som boede på
ejendommen "Knudsminde" i Ballerup. Hun foretrak far til at køre for
sig. Herefter blev det til læsning om dagen på studenterkursus og
arbejde om aftenen og natten. Bolig på moster Annas pensionat på
Østerbro i København. Korrekturlæsning på Berlingske Tidende. Ca et
halvt År før studentereksamen kunne helbreddet ikke klare stresset.
Far brød sammen og mtte opgive læsningen. Det var vist under et besøg


på Bækkevang i læsetiden, at farmor, Anna, sagde, at hvordan det end
gik far, var det vigtigste for hende, at far blev en kristen. Far
svarede, at en kristen ville han under ingen omstændigheder være.
Farmor sagde: "Om det så skal koste mit liv, vil jeg bede for dig, at


du finder Jesus". Fars Nej til kristendommen var betinget af
barndommens tvang i så henseende. Far rejste til København. Ganske
kort tid efter blev far kaldt til farmors dødsleje. Og nu fulgte en
Åndelig kamp for far. Den blev hård. Men far blev en kristen. På
studenterkurset gik far i klasse med en stor, stærk smand, Marius
Jørgensen, som kort tid før var blevet en kristen. Han var under en
storm faldet overbord fra ekspeditionsskibet "Dana" og havde lovet
Gud, at hvis han blev reddet ville han blive troende. Marius blev
fars Åndelige rådgiver og ven resten af livet. Marius Jørgensen blev
ansat på Luthersk Missionsforenings Højskole i Hillerød og anbefalede


far til Skovgårdsdrengen Frits Larsen, som far så udmærket kendte fra


sin barndom. Far blev ansat som gartner på højskolen i en tid, hvor
haven skulle anlægges, hvilket far fik ansvaret for. Forholdet til
Frits Larsen var selv efter så mange År noget anstrengt. Far ,der var


meget yngre, uden uddannelse og af en fattig familie, måtte finde sig


i mange nedsættende bemærkninger. Og da far på sommerholdet, der
dengang altid bestod af piger, forelskede sig i Krista Madsen, min
mor, hvilket var absolut utilgiveligt for en fattig gartner uden
uddannelse og deres hemmelige stævnemøder i slotsparken blev opdaget,


ophørte ansættelsesforholdet. Far og mor blev omgående kaldt til
samtale med min morfar i Glostrup. Til alt held for Frank og mig
faldt besøget heldigt ud. Departementschef i Finansministeriet (1942-
49), bornholmeren fra Østermarie,Wilhelm Kofoed formidlede kontakt
til en kontorchef i finansministeriet, Harboe. Denne opfordrede far
til at tage en uddannelse som bogholder. Efter endt eksamen sommeren
1937 giftede far og mor sig, 5/12, og flyttede ind i en lejlighed på
Lysholmalle i Valby, Kbh. Desværre var arbejdsløsheden stor i Danmark


på dette tidspunkt, så Harboe kunne ikke få far ansat i ministeriet.
Derimod skaffede han far en stilling hos Statens Jordlovsudvalg i
Tønder, hvortil far og mor flyttede. De kom til at bo i Vestergade i
en lille taglejlighed. De kom til at mærke grænselandets spændinger
mellem tyske og danske på alle måder. De oplevede tyske fortropper
komme ind i Danmark i de mørke marts- og aprilnætter, hvorledes de
sneg sig i husenes skygger op i landet til deres samlingssteder, så
de kunne være klar til kamp. De oplevede 9. april med de bombelastede


fly og jagere i hundredvis over hustagene og de tyske troppers
indmarch. Da far skulle på arbejde den 10. stod der en sæk mel og en
sæk sukker uden for deres dør. Købmanden havde uden videre sat dem
der. De kunne jo altid betale, men han ville meget hurtigt løbe tør
for varer pg.a. hamstring. Den 21. april blev jeg født. Mor fødte
hjemme. Om jeg har været let at føde, ved jeg ikke, men far fortalte,


at den 22. kom en landmand med en hel gris til familiens underhold.
Mor stod op og henkogte grisen. Hadet i Sønderjylland til tyskerne
var stort. Tiden fra 1864 til 1921 var ikke gået i glemmebogen.
Hjemmetyskerne og de tyske soldater blev behandlet, som var de luft.
Far fortalte, at mor engang hun var i byen med mig i klapvogn
krydsede tværs igennem en tysk militærkolonne, som skulle ind i
biografen. Forholdene på fars kontor blev stadig mere spændte, da de
fleste ansatte var hjemmetyskere. Fars indstilling var Årsag til at
et skifte fandt sted meget pludseligt i 1942. Den lille familie
flyttede over hals og hoved til Glostrup, Jernbanevej nr. 3, 1 sal.
Igen hjalp Harboe. Denne gang til en stilling i Åndsvageforsorgens
kontor på Bakkegårdsvej i Valby i en lejlighed lige over et af
Gestapos hovedkvarterer. En af kontorets egentlige opgaver var at
fordele allieredes våbenforsendelser til modstandsgrupperne ved hjælp


af lastbilen Berta, der havde dobbeltlad. En anden opgave var at
registrere Sjællands jøder og i 1943 at kontakte dem, for at få dem
ud af landet. Efter krigen fik far endelig ansættelse i
Finansministeriets 3. Statsaktivkontor, hvor han arbejdede, indtil
helbreddet sagde stop i 1972, hvor han blev invalidepensioneret pg.a.


rygskader og synsforstyrrelse. I Glostrup havde far og mor hele tiden


et stykke havejord et eller andet sted, så familien kunne forsynes
med grøntsager hele Året. I begyndelsen lejede far jord hos mors to
brødre, Valde og Åge, der var gartnere. Under den store
generalstrejke i slutningen af krigen, løb københavnerne tør for
grøntsager. Far havde kort forinden lagt kartofler, men da Alice og
Egon Andersen kom cyklende ud for at få løst deres kartoffelproblem,
blev kartoffelplanterne undersøgt, og der var virkelig nogle ganske
små kartofler ansat. Så var det problem løst.Senere købte far en
byggegrund på Solvangsvej i Glostrup. Det må have været i 1946/47.
Hele grunden blev tilplantet med bær- og frugtbuske, som blev
placeret, så der var plads til det kommende hus. Resten blev hvert År


tilført det ene læs hestegødning efter det andet. Og så blev der
høstet jordbær. Far var en mester på dette felt. Ingen jordbær på
Københavns Grønttorv kunne måle sig med hans. De blev revet væk til
de store hoteller. Rekorden var et jordbær, hvis rumindhold var som
en æske husholdningstændstikker. Eller som far sagde "som et knyttet
barnehoved." Der blev holdt jordbærgilder. Specielt husker jeg
serveringen til missionskredsen. Vi klargjorde 8 store fade topfyldt
med jordbær til 12 personer. Næsten alt var spist næste morgen, da vi


drenge stod op, men jeg tror gildet varede længe. Huset blev aldrig
bygget. Alle tegninger og aftaler var klar, men prisstigning ca. 1952


øgede byggeprisen fra 45000 til 65000 kr. Far besluttede at aflyse;
priserne ville falde - det var helt urealistisk. Så blev grunden
solgt .Samme År købte far en grund nær Hareskoven ved Ballerup. En
stor græsmark i en nyudstykning. Et billigt sommerhus blev sat på og
så blev der ellers slidt med at grave kvikgræs og køre rødderne ned i


mosehullet på trillebør. Jeg husker, at mit forslag med at brænde
græsset af, en dag far, Frank og jeg var der, endte med at vinden
forårsagede en storbrand, der hastigt nærmede sig granskoven, hvori
lå flere sommerhuse. Far slukkede brand med en spade, jeg med en rive


og Frank med et bundt grangrene. Lige inden jeg cyklede hen til
købmanden for at ringe til brandvæsenet i Ballerup, så jeg far ligge
på knæ med foldede hænder. Jeg nærmest hånede ham i mit stille sind;
"til hvad nytte". Da jeg kom tilbage lå far på samme sted og slog på
ilden foran sig. Det var kun der, der var ild. overalt var ilden
ellers slukket. Jeg gik hen til far og spurgte, hvordan han havde
fået slukket ilden. "Det brænder endnu, jeg tør ikke vende mig om".
Da brandbilen efter 3 kvarters foreløb ankom, var far ved at blive
anklaget for falsk alarm. Brandmajoren nægtede at tro på fars
forklaring om de foldede hænder. - Vi havde mange gode ture og
stunder på dette sted. Det blev solgt i 1955. Far var blevet
alvorligt syg. Han havde i flere År klaget over mavesmerter.
"Psykisk", sagde lægen og sendte far på 3 mdr. ophold i Norge, men i
efteråret 1954 faldt far om på Nørreport station og blev akut
opereret på Kommunehospitalet. Man fandt intet, men 3 mdr. senere
opereredes far på Diakonissestiftelsen og her fjernede ovl. Fenger 3
store godartede svulster. Fra dette tidspunkt var far en syg mand
plaget af mavesmerter og rygsmerter, som mange gange førte til
alvorlige indgreb, hvor far ofte svævede mellem liv og død. Pga. fars


sygdom var økonomien dårlig, så mor besluttede at være mere effektiv.


De købte et ismejeri i Hellerup. Vi flyttede og hele familien løb ud
med mælk hver morgen før andre fik tandbørsten i munden. Den
forventede succes udeblev. Efter Års slæb, blev forretningen solgt
med tab, og vi flyttede til Sønderborggade nr. 3 ,1 på Østerbro.
Lejligheden var stor men flød med skidt lige fra 5 cm gl madrester på


køkkenbordet (Kunne tages med skovl) til afføring, ophost og urin på
gulvene i stuerne. Alt blev revet ned og renoveret. Her boede vi
meget godt. I 1959 flyttede familen til en andelslejlighed på
Kjeldsgårdsvej i Valby. Her blev alt atter ombygget. Far var i disse
År meget aktiv som prædikant i Luthersk Mission og ikke mindst som
Åndelig leder for ungdommen, som samledes i hjemmet. Far var en
dygtig underviser. Endelig i 1965 tog far mod til sig og købte hus på


Nordbyvej 32, Islev. Trods absolut svigtende heldbred blev hus og
have sat istand efter alle kunstens regler. Det blev et ganske
pragtfuldt hus. Jeg var blevet gift og flyttet hjemmefra. Frank boede


i kælderen. Far og mor havde hele tiden to ældre mennesker boende,
som de tog sig af og passede. Det var nok et særkende for far og mor,


at tage sig af mennesker, der havde det vanskeligt. I 1970-erne blev
forholdet til foreningen noget anspndt, og far besluttede trods mange


advarsler, at flytte til Sønderjylland, til Løgumkloster i et
nybygget hus, så kunne de være i nærheden af Ingrid og Finn. Desværre


faldt de aldrig til, så i 1983 flyttedes atter. Denne gang til
Næstved til et meget stort hus p 240 kvadratmeter. Atter blev en
bolig restaureret. Årene i Lgumkloster og Nstved var præget af sygdom


og opgiven. Da mor i 1989 fik en kraftig hjerneblødning og mistede
hukommelsen og førligheden, mtte huset sælges, og far og mor kom på
plejehjemmet Marskgården i Næstved. Her oplevede far sin 80-års
fødselsdag. Blot en måned senere, den 15. maj 1990, fik far
hjertestop og døde.