Husmoder. Min mor Anna Elisabeth Sode voksede op i en stor
søskendeflok, kom i huset, men faldt som ganske ung på skjøter og
slog baghovedet slemt og kom tilbage til hjemmet. Hun har fortalt, at


alle troede, at hun skulle dø. Mor kunne ikke fordrage klematis, idet


hun hørte, at naboerne Havde sagt, "de havde jo flotte klematis til
at pynte kisten med". Kom på Ankerhus husholdningsskole i Sorø for at


blive husholdningslærerinde, men på grund af sygdom blev hun ikke
færdiguddannet. Mor blev husbestyrerinde på Frigård i Poulsker. Her
traf hun min far Jens Olaf Marker, og de blev forlovet i 1933 og gift


5. Juni 1934 i Østermarie kirke. De flyttede ind på Enghave i
Pedersker, en lille ejendom på 5 tdr. land. Min far kunne på grund af


krisen i 30-erne ikke købe større. Synd for han var stræbsom. Far gik


som daglejer på gårdene og mor passede dyrene og hjemmet og var
desuden kogekone, når der var gæstebud på gårdene. Hun var god til
finere madlavning. Jeg kom til i 1939, og så var der arbejde nok i
hjemmet. Jeg kan huske, at når mor skulle malke køerne om middagen,
mens de stod på græs, blev mælkejungen sat på en trillebør. Ude på
marken blev jeg bundet til mælkejungen, ellers løb jeg væk eller
forstyrrede køerne. Mor var syg og væk i længere perioder, så jeg gik


meget hjemme sammen med far blandt dyrene og på marken. Da mor blev
sendt til Rigshospitalet skulle jeg have sagt: "Godt det ikke er dig,


far". Mor var søndagsskolelærer i mange År, noget hun var meget glad
for. Jeg var også med og husker, at også der var jeg urolig og blev
sat op på øverste bænk. Søndagsskolen er noget, jeg aldrig glemmer,
heller ikke det, der blev fortalt, en ballast for livet. Mor syede
alt mit tøj. Der var krig, så meget blev syet om. De uldne
underbukser, trøjer og strømper var hjemmestrikkede i flotte mønstre.


Jeg husker ikke meget fra krigen bortset fra mørklægningsgardiner og
de hårde vintre med is på vinduerne i stuen. Og så hylet fra
bomberne, som faldt over Neksø. Den lyd glemmer jeg aldrig.